Anmeldelse i Anglo-files, november 2001

Kærlighedens komedier – Mænd og kvinder i Shakespeares forfatterskab Af Lars Kaaber

Pris: 248 kr. Sidetal: 246 Forlag: Hernov

Det er ikke hver dag, at der kommer en bog om Shakespeare på dansk – jeg kan faktisk kun komme i tanker om Bettina Heltbergs essays fra 1999, Resten er tavshed på Gyldendal, baseret på nyopførelser og aktuelle begivenheder som den eneste de sidste mange år. Endnu sjældnere er det, at forfatteren til en bog om Shakespeare har sin rod i gymnasieskolen – det kan jeg ikke komme i tanker om siden Henning Krabbes bøger fra 1960’erne (Shakespeare og hans teater og Det store drama – fra Shakespeares scene).

Det er derfor meget forfriskende at læse Lars Kaabers bog om Shakespeares komedier og notere, at han har haft stor fornøjelse af at undervise i Shakespeare i gymnasiet. Som han selv skriver: "Jeg skal ikke engang kunne sige, efter femten år, hvem der har draget mest fordel af mine engelsktimer – eleverne eller jeg selv." Samtidig har Lars Kaaber en solid baggrund som instruktør, teaterhistoriker og filmkyndig. Det giver autenticitet bag overvejelserne, når han selv har stået med fingrene i skidtet, som han bramfrit udtrykker det. Her vedkender Kaaber sig et slægtsforhold med den gamle Shakespeare-kender og –instruktør H. Granville-Barker fra første halvdel af 1900-tallet, en tradition der i dag føres videre i Shakespeare-forskningen af Stanley Wells. Stykkerne er beregnet til opførelse og skal læses og tolkes med dette som det altafgørende udgangspunkt. Som sådan er bogen ikke ny grundforskning med udgangspunkt i en af de nyere forskningsretninger.

Lars Kaaber anerkender 1800-tallets romantiske vinkel med den evigtgyldige sandhed i stykkerne og forholder sig altså ikke til retninger som "new historicism", "the deconstruction theory" og "cultural materialism" (se Rex Gibsons korte, men glimrende oversigt over hovedtendenserne i de seneste års Shakespeareforskning i Teaching Shakespeare; Cambridge School Shakespeare, Cambridge University Press, 1998). Lars Kaaber har valgt at koncentrere sig om 7 komedier (A Midsummer Night’s Dream, The Taming of the Shrew, The Merchant of Venice, Much Ado About Nothing, Twlfth Night, Measure for Measure og A Winter’s Tale). Han diskuterer kort den gængse opdeling i genrer og vælger at inkludere stykker som i andre sammenhænge er kendt som Shakespeares "problem plays", blandt andre Measure for Measure, hvor det virkelige problem ifølge Kaaber er overladt til dramaturger, instruktører og skuespillere: hvordan de skal spilles, som komedie, tragedie, ingen af delene eller begge.

For Lars Kaaber er det imidlertid vigtigt, at de nævnte stykker har det til fælles, at de diskuterer forholdet mellem kønnene. Hvert af de syv dramaer gennemgås hver for sig for tematikken, og Kaaber arrangerer sin gennemgang af stykkerne kronologisk, således at han kan ende med forsoningen i The Winter’s Tale. I analyserne inddrages imidlertid Shakespeares andre stykker og selvfølgelig også sonetterne. I bogen får kønsforholdet selvfølgelig en ekstra dimension, når man har kendskab til de aktuelle opførelsesforhold på Shakespeares tid med brugen af drengeskuespillere i kvinderollerne, et faktum, som Kaaber nævner flere gange med åbenbare pointer i analysen.

I en større sammenhæng synes jeg, at analysen af Twelfth Night står centralt. Her tages nemlig udgangspunkt i en beskrivelse af renæssancen og det nye verdensbillede med fokus på individet og dets muligheder som kontrast til middelalderens autoritære verdensopfattelse. Analysen af hvert drama indeholder imidlertid mange andre interessante læsninger og teaterhistoriske vinkler. For eksempel gennemgås comedia dell’artetraditionen suverænt i gennemgangen af The Taming of the Shrew, hvor i øvrigt vores egen Holberg og hans Jeppe på Bjerget holdes op mod Shakespeare i den meget lidt opførte rammefortælling og bliver fundet alt for let set i en større teaterhistorisk sammenhæng.

Der er en mængde andre paralleller til middelalderens og Shakespeares samtids kultur- og samfundsbillede, hvilket gør bogen meget spændende at læse for selv den mest garvede Shakespeare-kender. Således bliver bogen interessant og læsværdig på flere præmisser end den oprindelige, nemlig kønsproblematikken. Lars Kaabers sprog er specielt. Renæssancen kaldes "Europas pubertet", Puck er en "kølerfigur" og Juliet "er ikke til sinds at blive Romeos one-night stand". Kaaber vælter sig i overraskende udtryk, som giver en postmoderne friskhed i fremstillingen, der således ikke kommer til at ose af akademisk bedreviden.

Lars Kaaber har selv leveret oversættelserne af tekststykkerne, en svær opgave, og selvfølgelig kan man diskutere oversættelsen af forskellige passager og endvidere overveje, om det nu er nødvendigt at citere selv små sætninger, når indholdet refereres i den efterfølgende tekst. Han er nu sluppet godt fra det, og hans underspillede bemærkning "hvis mine oversættelser skulle være poetiske, er det et rent tilfælde"(s. 9) er ganske i overensstemmelse med tonen i bogen, både sprogmæssigt og indholdsmæssigt. En bog der oser langt væk af en stor kærlighed til dramaet som særegen kunstart. Bogen er ikke tænkt som en undervisningsbog; men da kønsproblematikken jo står centralt i mange af Shakespeares stykker, også i den måde stykkerne bliver læst på i gymnasiet, er der ingen tvivl om, at afsnit fra bogen kan anvendes som supplerende læsning ved det obligatoriske Shakespearedrama eller som sekundærlitteratur ved den større skriftlige opgave. Her kommer vores elever jo tit til kort over for de ekstremt højlærde og akademisk støvede bøger, som vi stikker dem – i mangel af bedre. Stik dem Kaaber, og de vil kunne forstå Tonny fra 3a, der om Antonios sprog i The Merchant of Venice sagde: "Hva fa’en! Er han bøsse! Han snakker ligesom en kælling!" Jo, kønsproblematikken i Shakespeare kan også sige os noget i dag.

Ole Juul Lund